Lige så sikkert som årstiderne skifter...
Hvert år byder på et nyt spil i Call of Duty serien. Sidste år fik det det ekstremt vellykkede reboot af Modern Warfare serien, der tog det tilbage til en mere seriøs tone. Og nu er tiden kommet til det sjette kapitel i Black Ops serien, der begyndte for 10 år siden.
Call of Duty: Black Ops Cold War (måske den mest kringlede titel I hele seriens levetid) ankommer med en ret kaotisk produktion.
Kort fortalt blev det ene af spillets 2 udviklerstudier udskiftet med et andet cirka halvvejs inde i udviklingen.
Køb Call of Duty: Black Ops Cold War her
Det betød, at de sædvanlige 2 års udvikling pludselig blev skåret ned til 1. Og så kom covid-19, der medførte en masse hjemmearbejde, hvilket heller ikke gjorde det lettere.
Men på trods af det lykkedes det alligevel at udgive Black Ops Cold War i den sædvanlige cyklus.
Spørgsmålet er bare, om det kan mærkes?
Cold War byder på en tilbagevenden til single player kampagnen, der blev droppet i Black Ops 4 til fordel for en ren multiplayer oplevelse. Og jeg er meget glad for, den er tilbage. For jeg er mest til de historiedrevne spil.
Og historien i Black Ops Cold War er enkel, men ret effektiv det meste af tiden. Vi befinder os i 1981, hvor en hemmelig gruppe af CIA agenter kommer på sporet af super skurken Perseus, der var formodet død. Og jo flere informationer de får samlet, jo mere skræmmende bliver det totale billede.
Settingen under Den Kolde Krig indbyder til spionage, hvilket også er kendetegnet for CIA, men på trods af dette, ender størstedelen af missionerne i vilde skudkampe, hvilket selvfølgelig er kendetegnene for hele serien, men også går lidt imod hele rammefortællingen.
Men som sædvanligt er der ikke en finger at sætte på kampdelen. Styringen, følelsen af vægt, og en ret markant forskel i de enkelte våben, er perfekt, og bidrager til flere stærkt medrivende og intense kampe.
Heldigvis er der også gjort plads til stealth missionerne, både under en regnvåd aften i Østberlin, samt en fremragende infiltrations mission i KGB’s hovedkvarter, der er spillets absolutte højdepunkt.
Især denne mission byder på flere løsnings muligheder, og her leger Black Ops Cold War også mere med formen. For gennem spillet får du forskellige dialog og valgmuligheder i forhold til hvordan du vil agerer over for nogle af de karakter du møder.
Og det har indflydelse på den videre historie. Ikke voldsomt, men nok til at jeg blev nysgerrig efter at se, hvordan missionen ville se ud, hvis jeg tog et andet valg. Og for at toppe det hele, jeg har spillet flere mulige slutninger, hvilket der også blev leget med tilbage i Black Ops 2.
Det giver nye nuancer til spillet og virker ret forfriskende.
Derudover er der to sidemissioner ud over hovedhistorien, der kan tages så snart de dukker op, men hvis du vil løse dem 100%, så skal du samle beviser og ledetråde igennem hovedhistorien, før du kaster dig ud i dem. Det giver et godt incitament til at undersøge omgivelserne mere udførligt.
Grundlæggende er det hele bygget godt op. Indtil et vist punkt. For desværre ryger spillet lige på røven et par trin ned ad stigen til sidst i form af et ligegyldigt og fortænkt twist. Og det er virkelig ærgerligt, for det medfører en masse sekvenser, der i stil og stemning bryder med alt, der har været indtil da.
Det betød, at jeg hurtigt begyndte at kede mig i sådan en grad, at spillets afsluttende klimaks af en mission bare skulle overstås.
Ud over single player kampagnen, er multiplayer og Zombie delene tilbage.
Multiplayer er blevet simplificeret i forhold til Black Ops 4 og byder på lidt færre maps og en enklere karakterskabelse. De forskellige maps varierer fra ret enkle settings i en industribygning til større - og vildere - ombord på flere krigsskibe, som du kan sejle mellem eller tage ziplines til.
Zombie kampagnen består denne gang af et enkelt map, der er en genopfriskning af et gammelt fra 2008. Der er ikke meget nyt under solen her ud over, at du denne gang kan bruge dit load out fra multiplayer delen.
Det giver noget mere variation i forhold til våben og skaber lidt mere synergi i spillet, selvom Zombie delen af en eller anden grund foregår under 2. verdenskrig og ikke Den Kolde Krig. Det virker forhastet og underudviklet og her mærkes især den korte udviklingtid på spillet.
Grundlæggende lader det til, at Activision med sidste års Modern Warfare, og dette spil har lagt en ordre ned over de forskellige udviklere af CoD serien om, at de skal vende tilbage til noget, der er mere jordnært og mærkbart. Og det er velkomment.
Black Ops Cold War viser sig at være en dejlig tilbagevenden til spionage og undergrundarbejdet - der måske tager sig rigeligt tid til at skyde det hele i smadder. Men der er et par gode - og en fremragende stealth mission, selvom de kommer tæt på at tage luften helt ud af ballonen med et fortænkt twist hen imod slutningen.
Men på trods af det, samt en kort udviklingsperiode, er resultatet langt hen ad vejen en god underholdnede action-spionagetur.
Køb Call of Duty: Black Ops Cold War her