Af: Elias Eliot
The Hunt finder sin inspiration i novellen The Most Dangerous Game fra 1924 om en mand, der jages som bytte på en fjerntliggende ø. Den har igen inspireret film lige fra Rambo: First Blood til Van Damme filmen Hard Target.
The Hunt er skrevet af Nick Cuse og Damon Lindeloff (Lost, Watchmen serien og Prometheus), og er produceret af Jason Blum, der med sit filmselskab Blumhouse, står bag nogle af de senere års mest succesfulde gyserfilm.
Køb The Hunt her
Og The Hunt ligger - som udgangspunkt, også i gyser / thriller genren. Men med et meget stort ben i det dybt sortkomiske.
Præmissen er enkel nok. En gruppe fremmede vågner i et ukendt naturområde, uden at vide hvordan de er havnet der. Og pludselig begynder de at blive skudt ned én efter én. Og hvordan filmen så udvikler sig, vil jeg ikke afsløre her. For noget at det, der gør The Hunt til en ret forfriskende omgang, er dens uforudsigelighed. Der leges med vores forventninger om, hvilke karakterer der klarer den, hvem der er hovedpersonen, og hvad motivationerne bag det hele egentlig er, hvilket holdt mig opmærksom hele filmen igennem.
Og så skyder filmen både til højre og venstre i det politiske spektrum, med satiriske kommentarer til politisk korrekthed, konspirationsteorier, den store splittelse i det politiske landskab, samt hvor hurtigt endegyldige konklusioner bliver draget på de sociale medier. Og jeg skriver bevidst ‘skydes’. For her er der ingen subtile hentydninger. Filmens kommentarer splattes ligeså meget ud i hovedet på os, som mange af de uheldige karakterer gør det.
Og netop det er med til at gøre The Hunt til en overraskende sjov omgang. Den sorte humor flyder til tider som tjære gennem filmen, især når det gælder ekstremiteterne hvormed øjne flåes ud, karakterer sprænges midt over, imens de snakker om deres kommende fødselsdag, håndgranater der ikke lige virker når de skal, og en gnistrende uligevægtig præstation fra skuespilleren Betty Gilpin, der ender med at stjæle filmen.
Men tilbage til mit indledende spørgsmål, samt lidt kontekst til det. The Hunt var oprindelig sat til at have premiere i 2019, men blev udskudt på grund af 2 tilfælde af skoleskyderier. Og så kom det frem - lidt misvisende, at filmen handlede om Trump støtter, der blev jagtet af liberalister. Det fik selvfølgelig Trump til tasterne, og filmen fik et kontroversielt ry inden den overhovedet havde fået premiere. Det skete først i marts måned i år, hvor den mødte en ny udfordring i form af Covid-19, meget kort tid efter biografpremieren.
Det viser sig dog, at The Hunt er slet ikke så kontroversiel som den er blevet gjort til. Dertil er satiren alt for unuanceret, og der spiddes også til begge sider af det politiske spektrum. Meget af satiren er bøjet i neon, og nærmest spraymalet på skærmen, imens det akkompagneres af et sækkepibeorkester.
Den alt andet end subtile diktering, er tydeligvis intentionelt, og passer i og for sig ret fint sammen med resten af filmens overdrevne virkelighed, og skaber også nogle ret sjove scener af og til. Men det får også den konsekvens, at de eftertanker og refleksioner filmskaberne nok gerne ville give publikum, aldrig manifesterer sig, da de er druknet for længst. Og selvom Damon Lindelof og Nick Cuse måske tænker, at de har et es i ærmet, ved at vende satiren på hovedet, så er det stadig ligeså uelegant, som at slå et søm i med en forhammer.
Men alligevel er The Hunt en underholdende 90 minutters rutsjebanetur, der lykkedes med at være en af de mere uforudsigelige film længe.
Køb The Hunt her
