En af de største drømme hos gamere, generation efter generation, har været idéen om cross-platform-play. Vi kan alle huske mindst én samtale i skolegården, der handlede om, hvor fantastisk det ville være, hvis konsoller kunne forbindes, og man kunne spille sammen — uanset brand. Noget tyder på, at denne drøm bliver virkelighed.
Microsoft har bekræftet, at de har startet en dialog op med Sony omkring cross-play til begge platforme. Cross-play på tværs af konsoller vil tillade, at PS4-spillere kan spille mod Xbox One-spillere og vice-versa. Det er en feature, der har været efterspurgt længe, men Sony har trukket i bremsen — indtil nu?
Hos Gamescom lige nu har Aaron Greenberg, Head of Marketing hos Xbox, udtalt til Game Reactor:
“Absolut! Vi har startet en dialog med Sony [om cross-play]. Vi har allerede et samarbejde oppe at køre med Minecraft, og vi ønsker, at Sony vil være en del af dette fællesskab, der vil forene gamere. Vi snakker med dem og håber, at de vil støtte projektet.”
Ved dette års E3 afslørede Xbox, at de allerede arbejder sammen med Nintendo for at skabe et univers, der forener gamere, men du skal ikke få dine håb op for hurtigt. Det er selvfølgelig ingen garanti for, at Sony hopper med på vognen.
… opdateres, når Sony melder ud.
Hvad siger I? Er I klar til at lægge en dæmper på de glohede PS vs Xbox-diskussioner, der hersker overalt på nettet og give hinanden en krammer?