Ordre og indstillinger
Facebook
LinkedIn E-mail

Store stjerner - oversete film: Daylight (1996)

Elias Eliot ser tilbage på den oversete Stallone film

Af: Elias Eliot
15. juni 2020 16:14

Af: Elias Eliot

De fleste af os kan nævne flere filmtitler fra de helt store skuespillere. Men for hver Terminator, Rambo eller Die Hard, er der mindre titler, som ufortjent er gået i glemmebogen. I en serie af artikler ser jeg nærmere på nogle af de oversete film fra store skuespillernavne, der fortjener et gensyn. Denne gang ser jeg nærmere på Sylvester Stallones katastrofefilm Daylight fra 1996.

Køb Daylight her


90’erne så et kvantespring i effekter, med udbredelsen af CGI. Efter at Jurassic Park satte en helt ny standard for, hvad der var muligt at skabe troværdigt på film, gav det nyt liv til katastrofegenren. En genre der havde sin storhedstid i 70’erne, med film som Det Tårnhøje Helvede og Poseidon Adventure. Det bragte både gode og ikke så heldige titler med sig. En af de heldige, men ikke succesfulde, var Daylight.

Historien er inspireret af en virkelig hændelse i 40’ernes New York, hvor en lastbil der transporterede stærkt brandbart materiale, eksploderede i Holland tunnelen, der truede med at kollapse. Og det er udgangspunktet for katastrofen i Daylight. En biljagt går helt galt, da flugtbilisterne kører galt midt i tunnelen, og rammer ind i et par lastbiler med giftigt affald, der eksploderer i et vildt ild inferno, der er ligeså imponerende nu, som dengang i 1996.

Og generelt har alle effekterne i filmen ældet med ynde, hvilket især skyldes at det primært er brugt miniature arbejde, med forstærkende computereffekter, frem for ren CGI. Mange steder er det svært at adskille miniaturearbejdet med scener der er optaget på settet med skuespillerne.

Sylvester Stallone spiller hovedrollen som den tidligere chef for New Yorks katastrofeafdeling Kit Latura, der i en vellykket og nervepirrende scene med 4 forskellige kæmpe ventilatorer, trænger ind i tunnelen, for at redde de overlevende.

Stallone selv er dejligt underspillet, og bringer ikke sin action helte persona til rollen. På dette tidspunkt var han også igang med at prøve kræfter med andre rolletyper, og gik fra Daylight direkte til rollen som den underdanige politimand Freddy Heflin i Copland. Og her går han til rollen som Kit Latura med en troværdighed, der klæder hele filmen.

Resten af persongalleriet tæller blandt andre en selvoptaget forretningsmand og eventyrer, spillet af Viggo Mortensen, en såret og New York hadende forfatter, spillet af Amy Brenneman og Stan Shaw som en af tunnellens sikkerhedsfolk. Og hvis de navne - ud over Viggo Mortensen, måske ikke lige lyder bekendt, så er det fordi det var et aktivt valg at finde karakterskuespillere, der kunne tage alle andre roller i filmen, for at skabe en troværdighed. Hvilket - på nær nogle punkere i starten, der kunne ligne efterladenskaber fra Midt om Natten, lykkedes til fulde.

Daylight følger den klassiske katastrofefilms opskrift, og bringer som sådan ikke noget nyt og banebrydende til genren, men har nok opfindsomme og effektive scener og gode præstationer, til at bære den i mål. Den floppede i biograferne, og er  sidenhen blevet en glemt Stallone film. Hvilket er synd. For det er en film, der står bedre i dag end dengang da den kom frem midt i en bølge af andre katastrofefilm. Og som endda overgår flere af de senere års film i genren.

Elias Eliot er den ene halvdel af den populære podcast ‘Han Duo’, og grundlægger af filmfestivalen ‘Blodig Weekend’. Fremover vil han her på Coolshop komme med anmeldelser af film og spil, samt anbefalinger og baggrundshistorier på ældre titler. 

Køb Daylight her

Populære artikler
Vis alle
Sharing is caring
Del artiklen
Facebook
LinkedIn E-mail
Relaterede artikler
Guides
Den store parfumeguide: Hvilken duft skal du vælge?
30. januar 2023 14:23
Gaming & Film
Skjulte detaljer i ny Thor-film: Her er 6 sjove facts fra Thor Love and Thunder
6. oktober 2022 15:52
Guides
Coolshop hjælper dig med den store forårsrengøring
5. april 2022 14:35
Få vores største nyheder (og tilbud) som den første
Tilmeld dig vores nyhedsbrevsfamilie (+330.000 medlemmer)