Ordre og indstillinger
Facebook
LinkedIn E-mail

Waterworld - Elias Eliot ser tilbage

En katastrofe, eller undervurderet action klassiker?

Af: Elias Eliot
27. juli 2020 16:04

Af: Elias Eliot

I år er det 25 år siden, at Waterworld fik premiere. Et stort post apokalyptisk action eventyr, der udelukkende foregik på vand, med Kevin Costner i hovedrollen. Men den er især berygtet for - tilsyneladende, at være et af de dyreste Hollywood flops nogensinde. Men er den virkelig den katastrofe den blev gjort til?

Køb filmen her

Waterworld begyndte som en direkte kopi af Mad Max 2. George Millers post apokalyptiske mesterværk, der fik utallige efterligninger. Og det var også den oprindelige ide med Waterworld. Den skulle produceres af b-films kongen Roger Corman, til et budget på 3 millioner dollars.

Forfatteren Peter Rader blev sa til at skrive filmen, og hans ide var en film, udelukkende sat på vand. Men den tanke var for ekstrem - og dyr til Corman, der lukkede projektet ned. Alligevel skrev Peter Rader manuskriptet færdigt, og i starten af 90’erne kom Kevin Costner og instruktøren Kevin Reynolds ombord.

De havde haft et succesfuldt samarbejde med Robin Hood: Prince of Thieves. Og på det her tidspunkt i 90’erne var Kevin Costner blandt de største skuespillere efter den overvældende succes han fik med Danser med Ulve, som han både instruerede og spillede hovedrollen i, og vandt flere oscars for. Så Costner kunne nærmest lave hvad han ville - også selvom budgettet var på 100 millioner dollars. Til at starte med. For Waterworld - en film der foregår i en fremtid, hvor al land er under vand, krævede kæmpe kulisser, der skulle bygges på vandet.

Det betød besvær med at holde kameraerne stille på det konstant bølgende vand, besværlige transportmuligheder, og en storm, der ødelagde den største kulisse til 5 millioner dollars.

Men det var langt fra alle filmens udfordringer.

Indspilningen var planlagt til at vare 96 dage, men endte med at vare 166. En stuntmand var skræmmende tæt på at dø efter et langt dyk. Kevin Costner var tæt på at blive ramt af en helikopter der var kun 6 meter fra ham. Filmen startede uden et færdigt manuskript.

Altsammen noget der var medvirkende til, at budgettet eskalerede til 175 millioner dollars, hvilket på det tidspunkt var den dyreste film nogensinde.

Og oven i det hele havde Kevin Costner og instruktør Kevin Reynolds flere sammenstød under indspilningerne, og kæmpede for at få hver deres vision for filmen igennem. Costner ønskede sig en mere eventyrlig film, hvorimod Reynolds gik efter en mere rå og brutal omgang.

Deres samarbejde gik så dårligt, at instruktøren forlod filmen kort inde i efterarbejdet, hvorefter Kevin Costner færdiggjorde filmen.

Alle de historier - og der var flere - var selvfølgelig noget som pressen kastede sig over. Og langt inden filmen overhovedet fik premiere, var den allerede blevet sablet ned, og fået et ry for at være den største katastrofe i filmhistorien.

Det havde nok en vis indflydelse på filmens biograf visning. For i USA endte den med kun at indtjene 88 millioner dollars. Og det er dét beløb, der har givet den et status som en økonomisk fiasko. Men på verdensplan indtjente den i alt 264 millioner, hvilket er ganske hæderligt. 

Men er den så den dødssejler som den har fået ry for at være? Nej - slet ikke. 

Man kan godt mærke, at der har været et par modstridende visioner - der er plothuller en masse, og ting der ikke giver den store mening - hvor kommer alle de cigaretter fra, som de pulser på i en verden dækket af vand? Og ja - så er det en skamløs kopi af Mad Max.
Men det prøver de heller ikke at lægge skjul på. Og der er ingen tvivl om, at det er den mest ambitiøse og originale af alle efterligningerne.

Årene har været gode ved Waterworld, for efter at have fået al produktions kaosset og historierne på afstand, er det ikke i stand til at mudre billedet på samme måde længere. Hvilket er godt. For Waterworld er måske ikke banebrydende, men det er et godt episk action eventyr, med imponerende kulisser, vilde stunts og en et interessant mytologi.

Og så er det en film, der på sin vis er den sidste af sin slags. Waterworld udkom i et årti, hvor Steven Spielberg med Jurassic Park fik gjort CGI til den gængse måde at lave effekter på i film. Og selvom der er en enkelt sekvens der forlader sig på computer effekter, så er Waterworld en film af den gamle skole. Rigtige kulisser, farlige stunts og en faktisk tilstedeværelse lige dér midt på vandet. Og det mærkes tydeligt når man ser filmen. Den har en tyngde og en stoflighed. Man kan mærke action sekvenserne. 

Kevin Costner er overbevisende som den menneskesky og kompromisløse Mariner, og Dennis Hopper har en fest som lederen af de skruppelløse modstandere - Smokers.

Waterworld er udkommet i flere versioner. Både biografversionen, og så tv-udgaven, hvor alle bandeord og den værste vold er klippet ud. Men til gengæld er der tilføjet 40 minutter med flere scener, der får filmen op på 3 timer. Og så er der den såkaldte Ulysses Cut. En udgave lavet af fans, der kombinerer biografudgaven med alle de ekstra scener fra tv-versionen. Denne version er den der kommer tættest på instruktøren Kevin Reynolds oprindelige vision for filmen, og er siden udkommet officielt på flere udgivelser. Resultatet er en mere episk version af filmen, der udvider dens univers på en mere tilfredsstillende måde, end biografudgaven gjorde.

Den manglende økomiske succes, lukkede også effektivt ned for al snak om en fortsættelse. Men det betyder ikke, at Waterworlds verden ikke er blevet besøgt siden.

Siden 1995 har filmen været grundlag for et kæmpe action live action show i Universal Studios, der fungerer som en lille fortsættelse til filmen.

Og i 1997 udkom spillet Waterworld: The Quest for Dry Land. Et strategispil, der gik ud på at samle ressourcer, angribe fjender, og beskytte ens egne folk. Men spillet gjorde sig mest bemærket ved, at have 22 minutters nyindspillet filmscener, med nogle af filmens skuespillere fra de mindre roller. Dog med et budget, der var mindst 1000 gange lavere end filmens. 

Ved dens premiere, blev Waterworld også hånet for dens miljøbudskab. At polerne smelter og verden oversvømmes, blev udsat for en del spydige kommentarer - men prøv at se på verden i dag. Og i marts i år kom et nyt studie frem, der påstår at jorden måske var helt dækket af vand for 3,2 millarder år siden Så måske Waterworld faktisk er en historisk film?

Hvorom alt er, så er Waterworld en klar anbefaling. Den er måske ikke fejlfri - men der er ikke set noget ligende før eller siden.

Og så er den et eksempel på, at man ikke skal dømme en film for hårdt på de historier der slipper ud fra produktionen, men i stedet se den for hvad den egentlig er. Et undeholdende episk og kæmpe ambitiøst action spektakel.

Køb filmen her

Elias Eliot er den ene halvdel af den populære podcast ‘Han Duo’, og grundlægger af filmfestivalen ‘Blodig Weekend’. Fremover vil han her på Coolshop komme med anmeldelser af film og spil, samt anbefalinger og baggrundshistorier på ældre titler.  

Populære artikler
Vis alle
Sharing is caring
Del artiklen
Facebook
LinkedIn E-mail
Relaterede artikler
Gaming & Film
Call of Duty Modern Warfare II vækker nostalgien: Spec Ops co-op er tilbage
27. oktober 2022 14:03
Gaming & Film
Sam Fisher kommer listende tilbage: Ubisoft har lige annonceret et remake af det originale ‘Splinter Cell’
16. december 2021 10:30
Gaming & Film
Call of Duty: Vanguard: Det er 7. gang, du skal tilbage til 2. verdenskrig, men denne gang er det anderledes
23. august 2021 12:38
Få vores største nyheder (og tilbud) som den første
Tilmeld dig vores nyhedsbrevsfamilie (+330.000 medlemmer)