Af: Elias Eliot
Jeg var omkring 12-13 år, da jeg så Robocop første gang. Det var en eftermiddag hjemme hos en af mine venner, som havde “lånt” sin storebrors VHS kopi,. Og med det samme var jeg betaget af den hardcore action, og den ultra seje hovedperson, der rensede ud i korruptionen. Men der var også noget andet, der ramte mig ved filmen. Og det var en følelse af, at se noget der var forbudt. Jeg følte mig lidt beskidt efter at have set den. For aldrig havde jeg set vold så udpenslet i en actionfilm, og en anarkisme flød igennem hele filmen, som jeg ikke havde oplevet før. Og jeg var ret vild med det.
Det var først senere, da jeg blev ældre, at jeg også fangede humoren og satiren, der i den grad udgør filmen.
Her er et kig på tilblivelsen af klassikeren.
Køb RoboCop trilogien her
Køb RoboCop Special Edition udgaven her
RoboCop blev skrevet af Ed Neumeier og Michael Miner, der begge havde ideer til en science fiction film om politi, maskiner og kapitalistiske mega kooperationer. Ed Neumeier begyndte at skrive på sin version allerede i 1981, om en politibetjent der var robot, og som i løbet af filmen blev mere og mere menneskelig af sind.
I 1984 mødte han Michael Miner, der havde sin egen idé ved navn SuperCop. Om en betjent der såres dødeligt, og bliver donor til et eksperiment med at skabe en kybernetisk politibetjent. De indså hurtigt, at deres idéer var ideelle i en sammensmeltning, og sammen skrev de manuskriptet til RoboCop.
Det vakte dog ikke nogen synderlig begejstring hos de store studier, men hos Orion Pictures, der havde haft stor succes med The Terminator, var de på. De købte straks manuskriptet og satte gang i produktionen, med et beskedent budget på 10 millioner dollars.
Det originale manuskript til RoboCop
Næste skridt var, at finde den helt rigtige instruktør. Manuskriptet blev sendt rundt til en lang liste af navne i Hollywood, men alle sagde pænt nej tak - måske på grund af navnet RoboCop, som, lad os indrømme det, er ret fjollet. Men på en virkelig fed måde. Det betød at fokus blev rettet mod den hollandske instruktør Paul Verhoeven, der var kommet til USA for at udvide sin karriere. Men da han fik manuskriptet i hånden, kunne det også meget let være blevet et afslag. For han synes at det var noget overfladisk bras, som han slet ikke kunne se sig selv i. Og efter at have baldret lidt i det, smed han det væk.
Men heldigvis samlede hans kone det op, og læste det. Og hun så alle de nuancer og muligheder der var i historien, og endte med at overtale Verhoeven til at læse det igen. Og tak for det. For Verhoeven bidrog med en vildskab og anarkisme - ja nærmest punk, som fik RoboCop til at adskille sig markant fra 80’ernes andre actionfilm. Især også når det kom til volden. For Verhoeven lavede bevidst volden så ekstrem, at den blev humoristisk.
Men det er også et spiddende satirisk kig på forherligelsen af vold på film, og på action genren generelt, der siden slutningen af 70’erne med Dirty Harry og siden med Rambo og Commando, var præget af macho mænd, der skyder først og spørger bagefter (ikke at det gør dem til mindre klassikere af den grund). Og en satirisk kommentar til Ronald Reagans daværende økonomiske politik, mediernes indflydelse og den voksende kapitalisme.
Og det er ret bemærkelsesværdigt, hvordan filmen på mange af de punkter nærmest er mere aktuel i dag, end da den kom frem.
En stor del af filmens succes ligger også hos Peter Weller, der spiller RoboCop. Men han var ikke det første valg. Producerne var både forbi Michael Ironside, Chuck Norris og Arnold Schwarzenegger - som Paul Verhoven efterfølgende arbejdede sammen med i Total Recall. Men Peter Weller blev valgt - både fordi han er en dygtig skuespiller, men også fordi han passede til kostumet. For ligeså vigtigt det var, at hovedskuespilleren skulle være dygtig, så skulle han også have den rigtige kropsbygning, eftersom at kostumet var i fuld gang med at blive bygget op omkring en almindelig kropstype.
Og Peter Weller bringer meget til rollen. Han gik igang med at arbejde på koreografien med det samme, og formår at give karaktereren en mekanisk fremtoning med et menneskeligt lag. Det meste er fortalt gennem kropssprog, og det nederste af ansigtet, som er det eneste synlige gennem det meste af filmen
Filmen blev indspillet i Dallas - og produktionen bar præg af en massiv hedebølge, flere sammenstød på settet, et filmstudie der panikkede over, at den overskred både optageplanen og budgettet, og et brandvæsen der flere gange truede med at lukke produktionen ned, på grund af alle eksplosionerne. Og generelt var der bare dårlig stemning. I sådan en grad, at flere af filmfolkene efterfølgende overvejede, at lave noget helt andet.
Paul Verhoeven og Peter Weller på settet
Men som med mange andre filmproduktioner der var et helvede at komme igennem, blev resultatet noget helt unikt, der gjorde alle strabadserne det hele værd. Filmen blev også en massiv succes, og medførte 2 fortsættelser, et remake, en tv-serie, en miniserie, og en tegnefilmsserie!
For er der noget der skriger tegnefilm til børn, så er det da en film, hvor hovedpersonen får skudt hånden og armen af, hvorefter han skydes i hovedet, hvor en mand smelter i et syrebad, en anden bliver gennemhullet blodsprøjtende over 50 gange af en kæmpe robot, hvor narkoen flyder, og hvor der sniffes kokain af et par bryster .. nu hvor jeg tænker over det, er det måske ikke så slemt.
Det fik også masser af legetøj, og et overraskende vellykket arkadespil.
Men RoboCop fra 1987 står stadig som noget helt unikt. En film der både er en jesus allegori, et mekanisk Frankensteins Monster, bidende satire, sorthumoristisk voldsorgie, og en film der på mange punkter var forud for sin tid. Men mest af alt er det en stærkt underholdende actionfilm, der formår både at have et kæmpe glimt i øjet, samtidig med at den tager sig selv seriøst.
Og med effekter der er skabt med blod sved og tårer. Det er en blanding af praktiske effekter og stop motion, der giver filmen et nærvær og charme, som ikke opnåes på samme måde med CGI, der i dag er den primære tilgang til effekter. Det viser sig tydeligt i filmens remake fra 2014, der mangler originalens stoflighed og tyngde. Og følelsen jeg havde som dreng, da jeg så originalen første gang, var på ingen måde til stede her.
Måske den kan fanges igen i den rygtede fortsættelse RoboCop Returns, der har de oprindelige forfattere tilbage. Den er baseret på deres oprindelige ide til RoboCop 2, der dog blev skrottet af studiet, og vil være en direkte fortsættelse til den første film, og ignorere alle fortsættelserne. Og hvis det lykkedes at få Peter Weller tilbage - som er tanken, kan vi håbe på at magien, eller bare noget af den, kan genskabes.
Køb RoboCop trilogien her
Køb RoboCop Special Edition udgaven her
Elias Eliot er den ene halvdel af den populære podcast ‘Han Duo’, og grundlægger af filmfestivalen ‘Blodig Weekend’. Fremover vil han her på Coolshop komme med anmeldelser af film og spil, samt anbefalinger og baggrundshistorier på ældre titler.
