Ordre og indstillinger
Facebook
LinkedIn E-mail

The Color out of Space - Elias Eliot anmelder

Endelig en god Lovecraft filmatisering?

Af: Elias Eliot
22. juni 2020 14:29

Af: Elias Eliot

The Color out of Space skal vise 2 ting. At man kan lave tro filmatiseringer af forfatteren H.P. Lovecrafts værker, på et millionstort budget. Og at instruktøren Richard Stanley stadig har evnerne efter 20 års fravær på filmscenen.

Køb The Color out of Space her 

Nicolas Cage spiller familiefaderen Nathan Gardner, der bor med sin familie i et isoleret skovområde i Arkham, Massachusetts. De prøver at samle livet igen, efter moderens kamp mod brystkræft, da en meteor en dag styrter ned ved huset. Den besidder mystiske udenjordiske farver, og langsomt begynder den at inficere drikkevandet og hele familiens sind. 

Med The Color Out of Space har Richard Stanley skabt en syret, snigende, effektiv Lovecraft filmatisering, der emmer af kærlighed til forlægget. Det er en film, der føles som et accelererende syretrip ind i vanviddet, hvilket understreges af magentafarverne, der intensiveres jo mere familien mister forbindelsen til virkeligheden.

Det er også en historie om en familie i opløsning, og hvordan en så forfærdelig sygdom som kræft, kan sprede sig til alle medlemmer, og splitte sammenholdet. Et aspekt som Richard Stanley selv har lagt ind i historien, inspireret af hans egen mor, der var syg af kræft. 

The Color out of Space er ikke en gyser i bred forstand. Her er ingen katte der springer ud af mørket, eller monstre der jagter sagesløse mennesker. Og dog. For selvom filmen bæres af stemning og følelsen af ubehag, så er der også masser af elementer, der kendetegner en god gyser. Du vil i hvert fald ikke se på gulerødder og moderbinding på samme måde igen, efter at have set denne film.

Stemningen understreges af et sublimt score fra Colin Stetson, der både en melodisk, forvrænget og udenjordisk, og som får mange af filmens ubehagelige og intense scener til at kravle endnu længere ind under huden.

Nicolas Cage leverer en god præstation, der dog til tider balancerer faretruende tæt på parodi. Filmen strækkes også lige langt nok, og et lille sideplot, samt filmens fortæller - en opmåler, kunne godt være udeladt.

Men der er ingen tvivl om, at Richard Stanley stadig har en masse at byde på, og at han er et perfekt match til at filmatisere Lovecraft. Og heldigvis lader det til, at han planlægger yderligere 2 filmatiseringer af forfatteren.

For The Color out of Space er ikke en film man lige lægger fra sig, når man har set den.

4/6 stjerner

Køb The Color out of Space her 

Hvem er H.P. Lovecraft og Richard Stanley?

H.P. Lovecraft var en forfatter der levede fra 1890 til 1937. Han blev aldrig anderkendt i sin tid, men efterfølgende har han fået stor indflydelse på gysergenren gennem store forfattere så som Stephen King, der er erklæret fan. Lovecraft skrev især om kosmiske rædsler, og det der lurer lige udenfor vores virkeligheds opfattelse. Ofte beskriver han ting i et bevidst udetaljeret sprog, der tvinger læseren til at skabe billederne selv. Derfor har filmatiseringer af hans værker også været notorisk svære, at få i produktion. Koblet med, at det aldrig ville kunne blive til en bred blockbuster til det store publikum. Dertil er hans historier, og hele den verden han har skabt, for smal. Selvom hans stil og stemning har bredt sig i popkulturen mere end nogensinde, hvorfor man finder elementer af hans kosmiske rædselsverden i alt fra Stranger Things og True Detective til Aquaman.

Richard Stanley debuterede som instruktør i 1990 med cyberpunk gyseren Hardware, der blandt andre havde Iggy Pop og Lemmy fra Motorhead på rollelisten. Filmens umiddelbare succes gav Stanley muligheden for at følge op i 1992 med gyseren Dust Devil, der var inspireret af en sydafrikansk seriemorder. Richard Stanley var klar til det helt store gennembrud, og det skulle have kommet med filmatiseringen af The Island of Doctor Moreau i 1996 med Marlon Brando og Val Kilmer i hovedrollerne. Men han blev fyret efter kun 3 dage, hvorefter han blandt andet sneg sig ind på settet i hundekostume. Hele den historie er blevet fremragende fortalt i dokumentaren ‘Lost Soul: The Doomed Journey of Richard Stanleys The Island of Doctor Moreau’.

Med den fyring fik Stanleys karriere en brat afslutning. Eller pause, som det nu viser sig. For gennem flere år havde han skrevet på en filmatisering af H.P. Lovecraft novellen The Color out of Space. Manuskriptet blev købt af Elijah Woods produktionsselskab med Stanley tilknyttet som instruktør. Og efter 20 års fravær på filmscenen, er han nu vendt tilbage.

Elias Eliot er den ene halvdel af den populære podcast ‘Han Duo’, og grundlægger af filmfestivalen ‘Blodig Weekend’. Fremover vil han her på Coolshop komme med anmeldelser af film og spil, samt anbefalinger og baggrundshistorier på ældre titler. 

Populære artikler
Vis alle
Sharing is caring
Del artiklen
Facebook
LinkedIn E-mail
Relaterede artikler
Gaming & Film
Elias ser tilbage: Mission: Impossible (1996)
1. marts 2021 15:18
Gaming & Film
Elias ser tilbage: Ghostbusters (1984)
24. februar 2021 12:39
Gaming & Film
Elias Eliot ser tilbage: Top Gun (1986)
8. februar 2021 14:02
Få vores største nyheder (og tilbud) som den første
Tilmeld dig vores nyhedsbrevsfamilie (+330.000 medlemmer)