Fallout 76: Hvad er det? Her er alle detaljerne

Kun 20 år efter bomberne faldt, træder du ud ad Vault 76.

E3, årets største gaming-event løber i disse dage af stablen, og Bethesda har allerede stjålet showet. Fallout, et af de mest lovpriste spilserier i nyere tid, får sin efterkommer, og vi skal tilbage i tiden.

Advarsel: Det her bliver et langt skriv, så læn dig tilbage, get comfy og find din nuka-cola frem.

Forudbestil Fallout 76


Hvad er Fallout egentlig?



Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis den kolde krig lige pludselig blev varm? Det er Fallout. Det første spil fandt sted 80 år efter, at verden blev slået i småstykker af atombomber. En verden, der nu skildrer et efterladt, tomt og postapokalyptisk wasteland. En ødemark.

Fallout 2 fandt sted et par årtier senere, men så tog Bethesda over, og så gik det først stærkt! Fallout 3, Fallout: New Vegas og Fallout 4 fandt alle sted cirka 200 år efter, bomberne faldt.

I de fleste spil i franchisen, spiller du som en overlevende, der søgte ly i ét af spillets mange vaults, men din rejse begynder først, når du forlader den underjordiske sikkerhed og drager på eventyr i en ødelagt og nådeslås verden.

Det lyder frygteligt, men Fallout har overraskende altid været fyldt med humor og god musik. Smid så de bedste RPG-mekanikker oveni, så har du altså et spil, der får det til at kilde alle de rigtige steder.

Fair nok. Hvad er Fallout 76 så?


Fallout 76 er det seneste eventyr i serien, og det tidligste spil i Fallout’s tidslinje. Forrige spil har nævnt Vault 76 som en af de første vaults, der blev åbnet, efter bomberne faldt. Det er nu blevet bekræftet af Bethesda.

Du er blandt de første overlevende, der nu skal genopbygge samfundet. Spillere i Fallout 76 vil opleve en verden, der er hærget af atomkrig, men ikke hærget af tidens forfald. Der er gået kortere tid, siden bomberne faldt, og det betyder…

Det er meget mere farverigt end Fallout 4

Jorden er muligvis forgiftet af atomaffald, og planetens planteliv har set bedre dage, men Fallout 76 ser overraskende — smukt ud. Det er ikke så mudret, kedeligt og brunt som i forrige spil. De første glimt af naturen præsenterer en landskab fyldt med planter og træer.

Det skader heller ikke, at bygningerne i Fallout 76 kun har stået tomme i et par årtier. Ikke århundrede.

Den flottere verden er ikke kun træer og buske smidt ovenpå den gamle verden. Todd Howard, direktør hos Bethesda, har meldt ud, at Fallout 76 har gennemgået en enorm forvandling. Nyt lys, ny rendering og spritnyt teknologi, der får landskabet til at virke mere levende.

Som spiller vil du kunne se meget længere og meget mere af verden i Fallout 76. Ikke dårligt!

Det er det største Fallout nogensinde


Ifølge Todd Howard bliver Fallout 76 det største Fallout nogensinde. Hvor stort, spørger du så? Fire gange større end Fallout 4, og det er eddermame imponerende!

Fallout 76 finder sted i West Virginia, og tingene er ikke, som det plejer. Verden er enorm, utæmmet og har 6 forskellige regioner, du kan udforske, der hver trækker kultur, steder og bygninger med sig fra den virkelige verden.

Men Fallout 76 skal også være stort. Du spiller nemlig ikke alene...

Fallout 76 er et co-op overlevelsesspil, der udelukkende kan spilles online

Du er ikke den eneste vault dweller, der kommer ud ad den underjordiske bunker i god behold. Vault 76 i Fallout 76 er fyldt med andre karakterer — og de er alle rigtige mennesker.

Og så tænker nogle af jer måske: “Åh, nej. Bethesda har solgt sin sjæl til multiplayer, Battle Royale og alt det andet…”

Men bare rolig. Todd Howard forklarer, at Fallout 76 udelukkende vil foregå online, men det er ikke et multiplayer-spil, som vi kender det, hvor hundredevis af skydegale Power Armors jagter hinanden i et virvar af eksplosioner.

Fallout 76 er mere som et singleplayer-spil, hvor dine venner kan hjælpe dig, og du vil udforske denne enorme verden med ganske få personer. Co-op til 4 personer, og verdenen vil have i alt omkring 12 mennesker. Venner — eller fjender.

Du kan selvfølgelig også spille solo. Vi ved intet om private servere endnu.

Ikke alle er dine venner online. Duh.

Bethesda lagde vægt på, at du kan spille co-op i Fallout 76 med dine venner, men det betyder selvfølgelig ikke, at alt er fryd og gammen. Du kan teame op med andre grupper i Fallout 76, når I begiver jer ud på den farlige færden, men de kan også gå imod jer.

Forestil jer at skulle tage det svære valg mellem at dræbe eller hjælpe en ensom overlevende, der kommer vandrende mod jeres lejr. Chancen for overlevelse stiger markant, når man er flere, men tør I tage chancen?

Du kan bygge din egen base, pakke den ned og tage den med dig


En gammel mand sagde engang: “Ham, der altid bevæger sig fremad, overlever”.

Fallout 76 er fyldt med fare. De første trailere viser os allerede større og mere frygtindgydende væsener, men nu skal du også tage hensyn til faretruende spillere.

Derfor er det essentielt, at du og dine kammerater får bygget en sikker base. Præcis som i Fallout 4, kan I udforske og indsamle materialer til at gøre dette. Træk jer tilbage i bjergene og gem jer eller byg et enormt fort midt på slagmarken. Det er op til jer.

I kan bygge jeres shelter, hvor I vil, og I kan til enhver tid pakke hele herligheden sammen og flytte jer rundt i verden, hvis I er typerne, der altid er på farten.

Du kan smide atommissiler i hovedet på fjendtlige spillere


Det her er muligvis forklaringen på, hvorfor dette wasteland ikke er så medtaget som de andre verdener i Fallout. Som sagt er Fallout 76 det første spil i seriens tidslinje, og verden er stadig forholdvis pæn.

Det laver vi om på.

Selvom du er sat på jorden for at genopbygge, udforske og overleve i West Virginia, har du højst sandsynligt også en finger med i at banke den tilbage til stenalderen. Spredt over hele mappet i Fallout 76 vil du finde inaktive missilsiloer.

Disse missiler kan blive aktiveret gennem launch codes, der ligeledes er spredt. Det er din opgave at indsamle disse og eksekverer et angreb mod fjendtlige spillere, farlige væsener eller andet. Et godt råd: Find dem, før de gør.

Fallout 76 udkommer til november


Tilbage i 2015 viste Bethesda Fallout 4 for første gang til E3, hvor de lovede, at gamere ville spille spillet senere på året. Det gjorde de. Nu gør Bethesda det hele om igen. Fallout 76 releaser d. 14. november, 2018. Det er jo lige om hjørnet!

Hvis du — ligesom mig — ikke kan vente og tørster efter Fallout, kan du varme op med Fallout 4. Det koster kun lidt over 100 kroner lige nu!

Køb her

11. juni 2018 12:48

Oops!

Der opstod en fejl under forsøget på at behandle anmodningen. Kontakt kundeservice hvis fejlen fortsætter.

Tilføjet til kurven

Fortsæt med at handleVis kurv

Error

Gå til toppen