"Fra det laveste fangehul til det højeste bjerg kæmpede jeg med ham, Balrog of Morgoth. Indtil jeg endelig kastede min fjende ned og slog hans ruin på bjergsiden. Mørket tog mig, og jeg forvildede mig fra tanker og tid. Stjerner trillede over hovedet og hver dag var lige så lang som Jordens livsalder. Men det var ikke enden. Jeg mærkede livet i mig igen. Jeg er blevet sendt tilbage... indtil min opgave er udført."
Aragorn, Legolas og Gimli følger deres hobbittenner ind i mørket i Fangorns ældgamle skov. Mørkt og farligt er dette gamle træ; en rest af den store skov, der engang dækkede meget af de vilde lande øst for bjergene. Da de knudrede træer, der hænger over dem, begynder at stønne ildevarslende til hinanden, bliver de tre jægere advaret om tilstedeværelsen af en mystisk, klædt skikkelse.
'Den hvide troldmand nærmer sig', advarer Legolas, og i forventning om, at deres fjende Saruman dukkede op, lod trioen flyve sværd, økse og pil, kun for at blive forpurret af en blændende magi. Hurtigt overvundet vender vennernes tanker sig til det værste, og i ærgrelse og frygt kræver deres fjende at afsløre sig selv.
Men enden er ikke kommet denne dag, for da det strålende lys falmer og hans grå kappe falder, står der ikke nogen falden troldmand, men en ven fra den dødelige verdens grænser; Gandalf er vendt tilbage.
'Jeg er Gandalf den Hvide, og jeg kommer tilbage til dig nu ved tidevandets drejning.'
