Langt tilbage - helt tilbage i 1560 kan det for første gang læses på papir, at en mand blev arresteret for overdreven indtagelse af whisky. Taget i betragtning af det særdeles frisindede syn man dengang havde på nydelse af rusdrikke, tør jeg godt beskrive denne brandert som udsædvanlig. Legenden fortæller, om Shane O’Neil, der på flotteste vis havde indrettet sin kælder med 200 fade whisky, som han ustandseligt gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at udrydde. Man drak simpelthen formidabelt i de tidlige whisky år. Whiskyen blev indtaget i litervis, men der var alligevel noget sundt, fromt og folkeligt over drikkeriet. Whisky var for skotterne en hurtigt og nødvendig fornøjelse i en barsk og fattig tilværelse, og man kan roligt sige, at whisky ligefrem var en livsbetingelse i Højlandets kulde og blæst.
Hvis vi går længere tilbage, var det faktisk det irske folk, der startede hele whisky imperiet. Men for at holde husfreden - nu her så mange år senere, og da ingen af de involverede kan blive sure - kan vi godt give skotterne medhold i, at skotterne har lavet whisky ligeså længe som irerne. Destillationens ædle kunst kan spores helt tilbage til ‘de gamle ægyptere’ - og de ‘ældgamle kinesere’, der nok tidligst viste, hvordan man destillerer stærke væsker af vand og ris. På daværende tidspunkt handlede irerne med fønikerne - et folkeslag fordelt rundt om middelhavet - og det var nok her, at irerne fik idéen, der senere skulle udvikle sig til deres største eksportvare. Snakken om det nyopdagede vidundermiddel tog fart i hele Europa. Whiskyen kunne ikke kun bruges som et opkvikkende rusmiddel, men også som helbredende og desinficerende væsker.
Whisky starter som korn. Selve idéen om at gøre korn til sprit går i hurtige træk ud på, at man bløder korn med vand, lader det gære, koger det, opfanger og afkøler dampene - og bringer dem tilbage til væskeform, hvor de nu optræder med styrke og smag. Denne kunst begyndte irerne stille og roligt at forme til perfektion, og det udviklede sig til en hobby, der var utroligt tidskrævende.
Da skotterne i 1170 drog af sted mod de grønne bakketoppe i Irland, fandt de irlænderne siddende omkring potter og ild. Det fandt skotterne hyggeligt, så de slog sig ned og samme drak de løs af de bryggede dråber - og fandt stor herlighed deri. Så stor en herlighed, at de pakkede opskriften sammen og tog den med hjem til Skotland. I det 15. århundrede var fremragende gang i whisky-produktionen i Skotland. Alle og enhver kunne brænde kornet efter lyst, da der ikke var opsat et reglement for tryllevandet - endnu.
Det daværende whisky har dog ikke haft meget at gøre med det produkt, vi kender til i dag. Alt peger på, at det var skrappe sager - man jagtede mængde, styrke og kvalitet fremfor kvalitet.
Fabrikationen fløj af sted uden tanke for forædlingens proces, der ligger i whiskyens modning. Det var folkets drik - smagen var underordnet.
Kvaliteten kom altså i anden række - og sådan var det i mange år. Der skulle gå endnu hundrede år, før man fik færten af forædlingens kunst. Op til dette punkt havde flere generationer altså accepteret, at whisky smagte, som det gjorde. Skotterne havde ikke tålmodighed til at vente på, at whiskyen blev lagt hen på træfade og opnåede sin høje kvalitet. De var tørstige.
Hos enhver ordentligt højlandsfamilie, kunne man i huset finde et apparat, der fremstillede whisky. Det var lige så selvfølgeligt, som at man holdt køer og får.
Besøgende vendte hjem fra landet med fortællingerne og beretninger om, at skotterne var kvikke og stærke - iført blussede kinder. Styrken og sundhed blev hentet i whisky, og misundelsen spredte sig hastigt. Dette resulterede i en begyndende eksport af det skotske ildvand ned til de nedre engelske regioner. Først her kom whiskyen i fare. De frie flydende floder skulles mødes af en stopklods.
I 1707 mister Skotland sit parlament - og kom i union med England. For whiskyen betød dette en begyndelse på en lang række plager. For første gang i historien blev der lagt en afgift på whisky - hvilket til ingen overraskelse bragte skotternes temperament i kog. Og det er altså et godt stykke over kogepunktet.
Afgiften var ganske beskeden, men mange havde fornemmelsen af, at det blot var starten på en række ulykker. De fik ret. Afgifterne steg - og englænderne kom op med en masse restriktioner, der skulle sikre en kontrolleret fremstilling af whisky.
Disse restriktioner endte - naturligvis - med en omgåelse af loven. Skotterne tog sig ikke af det, og snart havde den ulovlige handel og smugleriet af whisky udviklet sig til en nationalsport. Kun ét år efter reglementet, blev der ført halvanden million liter whisky fra Højlandet til England - på ulovlig vis. Imponerende.
De dyre drenge i London startede nu jagten på bønderne og destillerierne. Reglen var: ingen måtte eje et destillationsapparat, der holdt under 2250 liter - dermed var det umuligt ikke at få øje på det. Samtidigt blev der lagt en afgift på selve apparatet efter dets størrelse. Skotterne var rasende og fandt det uforskammet! De illegale aktiviteter mangedobledes.
Ud i bjergkløfterne måtte man flygte, hvis man fortsat ville producere sin whisky. Her løb titusindvis af rødmossede skotter risikoen for at blive opdaget og dermed straffet. Der er ingen tal på de illegale destillerier, der nu arbejdede under disse forhold - men det var med sikkerhed i tusindvis. Producenterne hjalp hinanden, holdt sammen og advarede, hvis skatteopkræverne sneg sig af sted i mørket gennem kløfter og bjerge. Man holdt vagt på skift - og fra bjergene kunne man på god afstand spotte en tolder. Den tynde, blå røg fra destillationsapparatet var den eneste sladderhank - og denne røg forsvandt endda hurtigt i vinden. Skotterne havde fundet det perfekte gemmested, og i første tredjedel af det 19. århundrede blev langt over halvdelen af al skotsk whisky brændt her - blandt klipper, natur og barsk vind.
Hvor skotterne tidligere havde siddet fredeligt hjemme i sin stald og brygget på livet løs, drog man nu ud i bjergene og de titusinde kløfter og kroge, hvor man skjult kunne fortsætte produktionen. Fremmedhadet til englænderne eksploderede - og kan stadig spores i dag: »Go home, Saccenach« - udtrykket stammer fra den tid, hvor de brave skottere »måtte værge sig imod en brutal regerings forsøg på at undertrykke Højlandets sidste relikvie fra den ældgamle, stolte gæliske civilisation«.
Endelig - efter lang kamp - og ja, det er også bogstaveligt. Skotterne slår en proper næve - nåede helvedet af regler sin ende. I London erklærede Hertugen af Gordon i Parlamentet, at »højlænderne er fødte brændere, whisky er deres drik - de vil have den, de vil lave den, de vil sælge den«.
Ville man af med de illegale brændere og komme smuglerne til livs, var der kun én vej at gå. Afgiften skulle nedsættes. Gordons råd blev til stor folkedans fulgt - og afgifterne blev nedsat. Dette ville få præcis den virkning, som Gordon havde spået. Mange illegale brændere efterlod resterne i bjergkløfterne og etablerede sig som lovlige brændere. De havde erfaringen - hvorfor ikke udnytte dem? Det stod nu klart for enhver, at den ulovlige whisky’s dage var talte - og et dramatisk kapitel i Skotlands historie var ved at nå en ende.
Som man siger i Skotland: »Den allerbedste dans, der nogensinde kom til lands, var da fanden tog skattemanden«.
Har du nogensinde spekuleret på, hvad forskellen er på de forskellige whisky former? Hvis du tror, de alle er ens, bør du tro om igen. Whisky kommer i mange former, og vi er her for at hjælpe dig med at overskue forskellene.
Kært barn har mange navne. Her får du en gennemgang, så du kan snakke med foran pejsen sammen med alle dine venner, der lovpriser sig selv som whisky-genier.
Hvem skal vi takke for de forskellige stavemåder for denne populære spiritus? Geografien.
Whisky - uden e - bliver produceret i Canada, Skotland og Japan. Whiskey - med ey- kommer fra Amerika og Irland. Ligegyldigt hvordan du staver det, er spiritusen brygget på byg, korn, majs, rug eller hvede - og er typisk lagret på egetræsfade, der giver væsken den karakteristiske brune farve. Whisky er en bred kategori af spiritus og har et bredt udvalg af fantastiske farver, smage og dufte. Den største forskel på de to er, at whisky fra Skotland bliver destilleret to gange, hvor irsk whiskey kommer igennem processen tre gange, hvilket giver en mere ren og lettere spiritus.
Navnet bourbon stammer fra det gamle og kendte område i Kentucky, »Old Bourbon«. For at denne whisky-form kan kaldes bourbon, skal væsken være destilleret på majs - mindst 51% majs. Yderligere skal whisky blandingen lagres på egetræsfade og må ikke indeholde tilsætningstoffer.
Bourbon må fremstilles i hele Amerika, men det er dog fortsat næsten udelukkende i staten Kentucky, at Bourbon ser lyset. Der er ingen minimumskrav for alderen på bourbon, og prisen er derfor også lavere end andre whisky katagorier. I kender måske mærket Jim Beam - som er et smukt eksempel på en bourbon i sin allerfineste form.
Hvis vi skal gå helt i detaljen, er scotch teknisk set whisky - stavet uden e. Denne whisky bliver produceret i Scotland og skal - efter nutidens reglement - modnes i minimum tre år. Først her anses kvaliteten for at være passende og rimelig. Nogle udgaver af scotch smager ligesom bourbon. I andre finder du en røget smag, der bliver hængende i eftersmagen. Af denne grund, undgår en del mennesker scotch, men for andre er det netop derfor, de vælger en whisky fra Skotland.
Dråberne fra Skotland bør nydes rent - eller med is. Smagen er kraftig og gør, at spiritusen ikke går hånd i hånd med drinks. Det kan også rådes at tilføre enkelte dråber af vand - dette er med til at udgive smage i spiritusen, så du får den bedste oplevelse.
Denne form for whisky lavet på rug. Rye whisky var den dominerende whiskyform i USA indtil forbudstiden, men har siden spillet en marginal rolle på whiskymarkedet.
Whiskyen brygget på rug lægger sig typisk til den kraftige side - og man kan fornemme en lettere syrlig rugbrødssmag, der supplerer en typisk amerikansk rå whiskysmag. Præcis, som vi kan lide den. Whiskyen lagres oftest ligesom bourbon på nye, brændte egetræsfade, og det giver en kraftigt parfumeret smag med stærke toner af vanilje.
